Vi elsker at være ude og dagen vil primært foregå ude, da der er fokus på, at udebørn er sunde børn.
Børn udvikler sig bedre fysisk, mentalt og socialt i naturen og de kropslige udfordringer og sanseoplevelser uderummet byder på, kan intet erstatte.
Morgen
Vi åbner kl. 7.00 og børnene bliver afleveret inde. Her hygger vi os stille og roligt. Hører lidt roligt musik og starter dagen rigtig godt.
Formiddag
De daglige aktiviteter sker om formiddagen.
Vi kan tage på tur i skoven, se gravemaskiner, en tur til åen, legepladsen eller til nogle af vores legevenner.
Vi kan også være kreative og lave spændende projekter.
Sidst, men absolout ikke mindst - FRI LEG!
Her bruges fantasien og vi hjælper og støtter det enkelte barn, til at finde på og deltage i lege.
Frokost
Til frokost veksles der mellem varm og kold mad.
Den kolde frokost vil bestå af rugbrød med diverse pålægstyper, med alt fra fisk, kødpålæg, avocadomadder, æg og dertil hørende årstidens grøntsager.
Den varme mad vil bestå af klassiske danske retter såsom boller i karry, frikadeller, spaghetti med kødsovs.
Jeg vil også tilbyde supper og forskellige former for grød med jordbær/æblemos.
Efter frokost vil børnene blive puttet i egen barnevogn i et isoleret skur.
Eftermiddag
Når luren har nået sin ende, vil børnene blive tilbudt hjemmebagte boller, rugbrødssnitter eller lign. samt årstidens frugter.
Eftermiddagen vil blive brugt i haven eller indenfor med sang, motorik og understøttelse af læreplanerne.
Tryghed
For os er det vigtigt at jeres børn og ikke mindst I som forældre føler jer trygge når I afleverer jeres barn. Barnet bliver afleveret i trygge og faste omgivelser.
Glæde
Vi arbejder meget bevidst med anerkendende pædagogik og Marte Meo, hvilket vil sige, at vi har fokus på at se og følge barnets gode initiativer, bekræfte barnets følelse og handling, og at styrke barnets selvværd, ved selv at være smilende og imødekommende. Vi lægger vægt på, at barnet skal føle sig set og værdsat samt sætter en ære i at skabe glæde og tryghed omkring os.
Udvikling
Vi har fokus på børnene og deres unikke personligheder, men vil samtidig udfordre dem med henblik på læreplanerne, som handler om krop og bevægelse, sproglig udvikling, barnets alsidige personlige udvikling og sociale kompetencer, natur og naturfænomener, kulturelle udtryksformer og værdier.
Vi vil skabe ro og gentagelse i hverdagen og ikke udsætte børnene for situationer, de ikke kan, f.eks. stiller jeg kun de krav til børnene, som jeg ved, de kan magte.
Kreativitet
Vi vil i forbindelse med læreplanstemaerne og årstiderne være kreativ på forskellige måder.
Vi (mest Teresa ;)) vil male, lave forskellige værker, bla. af ting vi har fundet i naturen. Alle tegninger og kreative ting vil I få med hjem.
Søvn
For os er det vigtigt at barnet får en rigtig god søvn og får lov at sove så længe de kan. Vi vækker dem nødigt, da barnet gennen sin søvn restituerer sig og bearbejder alle de indtryk de modtager i løbet at sine vågne timer. Opleves der problemer omkring søvn hjemme eller hos os snakker vi om det, da alle børn har individuelle behov.
God service
Når I henter jeres barn er det vigtig for os at fortælle om dagen. Hvordan har dit barn haft det og hvad har vi lavet.